News

Andenplads giver Jonas medvind før WorldSkills i Shanghai

Jonas Backhausen fra Nordjysk Autolakering fik en flot andenplads ved Glasurit Skills Challenge hos College360 i Silkeborg. Her fik den danske WorldSkills-deltager mulighed for at måle sig med internationale konkurrenter få uger før verdensmesterskabet i Shanghai.
Glasurit Skills Challenge Jonas Backhausen

27/08/2026

Når Jonas Backhausen griber sprøjtepistolen på WorldSkills i Shanghai i september måned, har han allerede prøvet kræfter med nogle af de unge autolakerere, han skal konkurrere imod.

I slutningen af juli blev den 22-årige autolakererlærling fra Nordjysk Autolakering nummer to ved Glasurit Skills Challenge på College360 i Silkeborg. Den internationale træningskonkurrence var hans første møde med konkurrenter fra andre lande og dermed en mulighed for at prøve en anden type konkurrence end den, der førte ham til sejren ved DM i Skills og kvalifikationen til WorldSkills.

“Det har været virkelig fedt at være med til – og god træning,” siger Jonas Backhausen.

 

Tid, detaljer og strategi

I Silkeborg blev deltagerne over tre dage stillet over for ni praktiske moduler med elementer fra de færdigheder, de skal beherske ved WorldSkills. For Jonas Backhausen var en af erfaringerne, at selve disponeringen af arbejdet bliver vigtig, når en opgave både skal løses korrekt og inden for konkurrencens tidsramme.

“Jeg har lært nogle ting, som jeg kan gøre bedre. Blandt andet at holde styr på tiden og mine processer, inden jeg skal i kabinen,” siger Jonas Backhausen.

Som bekendt ligger djævlen i detaljen, og Glasurit Skills Challenge har skærpet hans fokus på detaljegraden. F.eks. nævner han en poleringsopgave, hvor døren efter endt arbejde skulle være helt ren og uden rester af polercreme eller fedt.

Samtidig gav træningskonkurrencen ham god mulighed for at kigge nogle af konkurrenterne over skuldrene.

“De gør det meget forskelligt. Nogle skynder sig, mens andre er meget opmærksomme på at få kontakt med en ekspert, når der er noget, de skal have bedømt,” siger Jonas Backhausen.

 

Mere fortrolig med Glasurit

En anden del af forberedelsen handler om materialerne. Jonas Backhausen anvender ikke Glasurit til daglig hos Nordjysk Autolakering, men kender produkterne fra sine skoleophold på College360. Ved WorldSkills i Shanghai skal deltagerne arbejde med Glasurit, og konkurrencen i Silkeborg gav derfor vigtig tid med laksystemet.

“Det handler blandt andet om tørretider, hvordan man sprøjter med produkterne, og hvordan de reagerer. Der er ikke voldsomt stor forskel fra produkt til produkt, men der er alligevel forskelle, man skal vænne sig til. Jo mere man bruger det, desto mere naturligt bliver det,” konstaterer Jonas Backhausen.

At deltagerne får mulighed for at træne under forhold a la WorldSkills, er netop en del af formålet med arrangementet. Ali Said Saleh er faglærer på autolakereruddannelsen hos College360 og har en central rolle i Shanghai som Chief Expert for Car Painting med det overordnede faglige ansvar for konkurrencen.

“Denne challenge har været tæt på det, som deltagerne vil møde til WorldSkills. Det var ikke 1:1, men nu er de godt rustet til Shanghai. De har prøvet at arbejde under tidspres og lært noget om konkurrenceprocessen – for eksempel at huske at stoppe op og lade eksperterne bedømme deres arbejde‚” siger Ali Said Saleh og fortsætter: 

“Jeg er imponeret over, hvor dygtige og engagerede alle deltagerne har været. De har virkelig knoklet fra morgen til aften. Og når det har været svært, har de kæmpet videre.”

 

Samarbejde om autolakererfaget

Som navnet antyder, er det Glasurit, der har hjulpet College360 med at afvikle den internationale konkurrence. Glasurit stillede bl.a. produkter og to teknikere til rådighed under konkurrencen og hjalp med hotelbooking og visum. 

“Det har været en kæmpe hjælp, at Glasurit også har taget sig af meget af det praktiske, fordi vi så har kunnet fokusere på konkurrencen,” siger Ali Said Saleh.

Daniel Krarup Jørgensen, uddannelsesleder for autouddannelserne på College360, ser samarbejdet i et bredere perspektiv.

“Vi sætter stor pris på det tætte samarbejde mellem College360 og Glasurit. Mens virksomheden bidrager med branchekendskab og internationalt netværk, får skolen mulighed for at skabe fokus på autolakererfaget. Vi vil gerne fortælle en god historie om vores uddannelse, så endnu flere får lyst til at blive autolakerere. Samtidig viser Glasurit deres store engagement i uddannelsen og udviklingen af faget.”

For Jonas Backhausen bliver næste stop WorldSkills i Shanghai 22.-27. september, hvor han skal dyste mod deltagere fra 23 andre lande. Med andenpladsen i Silkeborg har han fået international konkurrenceerfaring med i bagagen.

 

Glasurit Skills Challenge

Glasurit Skills Challenge blev afviklet på College360 28.-30. juli. Den internationale træningskonkurrence samlede unge autolakerere fra 12 lande som led i deres forberedelser til WorldSkills Shanghai 2026, der finder sted 22.-27. september. Ved WorldSkills i Shanghai deltager unge autolakerere fra 24 lande.

I løbet af de tre dage i Silkeborg gennemførte deltagerne ni praktiske moduler, der dækker centrale færdigheder i konkurrencen, bl.a.:

  • Spartelreparation og tofarvet lakering
  • Indtoning på karrosseridele med trelags- og pastelfarver
  • Spotreparationer på karrosseridele og plastkofangere
  • Forbehandling og lakering af plastkofangere
  • Afdækning og polering til professionel standard
  • En præcisionsopgave i lakdesign inspireret af Shanghai

Sammen finder vi den rigtige løsning til din virksomhed.

Find din lokale Glasurit-forhandler for at købe de premiumprodukter, du har brug for.