


Glasurit RATIO Concept Plus modulerne er i hvert fald et godt sted at starte. Som det seneste skud på stammen af moduler til en effektiv forretning, er et målrettet marketing seminar netop skudt i gang.
Når det kommer til markedsføring, findes der en jungle af muligheder, men som oftest ikke uanede ressourcer. Som lakeringsværksted kender man sit marked særdeles godt og de daglige opgaver løses i en lind strøm. Mens lakeringsopgaverne ligger lige for og driver værket, bliver markedsføring ofte glemt og lidt for uoverskuelig i en hektisk hverdag.
Unik samarbejdsmodel
Men kan den unikke viden om egen forretning og markedet overføres til konkret markedsføring, der oven i købet kan øge indtjeningen, og hvordan? Svarene blev fundet i samarbejde med Mercuri International, som i flere år har afholdt salgstræningskurser for Glasurit. Glasurit marketingschef, Michael Wiborg, forklarer hvordan marketing modulet blev til. ”Mercuri kender vores branche og de daglige rutiner og udfordringerne på værkstederne. Sammen har vi derfor kunnet skrue et målrettet seminar sammen, hvor principperne for markedsføring bliver gennemgået med udgangspunkt i værkstedernes virkelighed og de markedsføringsmuligheder der ligger lige for”.
Seks virksomhedsledere fra forskellige egne af Danmark deltog da det første seminar blev afholdt i begyndelsen af marts 2011, og det tegner allerede nu til at blive en succes. ”Det er en passende størrelse gruppe så vi når rundt om en masse vigtige emner og kan dele ud af erfaringer. Vi har fået flere positive tilbagemeldinger fra deltagerne, som syntes at seminaret gav værdi og konkrete tiltag, der nu skal arbejdes videre med,” fortæller Michael Wiborg. Paw Hansen, som er medindehaver af Automaleren Hjørring, og selv deltog på seminaret, slutter op om budskabet. ”Det var meget lærerigt og gav nye indgangsvinkler og teknikker til det opsøgende arbejde, som vi helt sikkert kan bruge når vi står ude hos kunden.” Herudover skal Paw og Co. i gang med at se på brochuremateriale og en ny hjemmeside.
Markedsførings ABC
Det handler nemlig ikke om fancy reklame og store annoncebudgetter, men om at formidle grundlæggende viden om markedsføring og en skræddersyet handlingsplan med konkrete forslag. Det kan eksempelvis være logo, brevpapir, kuverter og visitkort med et ensartet udtryk eller promotionmateriale som facadeskilte, roll-ups, bannere og messestande, der får et grafisk design og sætter virksomheden i et helt nyt lys.
”Vi skal have synliggjort kundens profil, kompetence og historie og klæde dem på til at kunne markedsføre deres lakeringsværksted over omverdenen,” lyder det fra Michael Wiborg. Det er noget Poul Erik Bisgaard fra PE Bisgaard kan tilslutte sig, efter at have deltaget på seminaret.
”Det har været et anderledes kursus end man er vant til, hvor materialet bare ryger på hylden og bliver glemt når man kommer hjem. Her bliver der stillet krav og givet ’hjemmearbejde’, og vi lægger selv den strategi, som skal føres ud i livet. Vi skal til at arbejde mere målrettet med mulighederne for mer-salg, eksempelvis ved at tilbyde spot-repair til værkstedskunderne”, fortæller Poul Erik Bisgaard.
Også hjemmesider er en vigtig del af markedsføringsindsatsen, som der tages fat på via seminaret. Kunderne forventer med få klik at have adgang til al nødvendig viden og hjemmesiden bør afspejle værkstedets profil og bruges aktivt til at vise talenterne frem. Til det formål, har Glasurit indgået samarbejde med virksomheden Textalk. Ud fra nogle færdige skabeloner, er det muligt at skabe en moderne og grafisk flot hjemmeside med egen karakter og et gennemarbejdet design, som er nemt at opdatere og ændre, uden at have teknisk kendskab til hjemmesider.
Danmark har været første land til at prøve kræfter med det nye Ratio Concept Plus modul. Tanken er at udvide seminarrækken nordisk, og rulle konceptet ud i Norge i løbet af efteråret, og herefter også i Sverige og Finland.